Indendørskatte – er det synd?

I en ideel verden kunne katten selv vælge, hvornår den ville være ude eller inde – helt uden fare. Men sådan ser verden desværre ikke ud. Mange katteejere bor steder, hvor det ikke føles trygt at lade katten gå frit rundt. Det kan være på grund af trafik, andre katte, løse hunde eller mennesker, der ikke bryder sig om katte. Derfor vælger flere og flere at holde deres kat som indekat. Men mange har samtidig dårlig samvittighed og tænker: Er det forkert at holde en kat indenfor?

En glad indekat har sine behov dækket

Der er mange katte, som lever et godt og trygt liv indenfor. Nøglen er, at katten får opfyldt sine behov – både fysisk og mentalt. En kat, der keder sig, kan blive stresset, frustreret eller begynde at ødelægge ting i hjemmet. Men med lidt indsats kan man nemt gøre livet som indekat både spændende og stimulerende. Her er nogle ting, der gør en indekat glad:

Kradsetræer og klatremiljø

Katte elsker at klatre, springe og kradse. Et godt kradsetræ eller et klatreområde med hylder og huler på væggen er perfekt. Det giver katten mulighed for at bruge sin krop, strække sig og holde kløerne sunde. Samtidig bliver møbler og tæpper ofte skånet.

En grøn oase

Katte nyder at tygge og snuse til planter. Planter som stuebambus og nilgræs er gode valg – de er ikke giftige og giver katten en naturlig beskæftigelse. Husk at mange almindelige stueplanter er giftige for katte og bør fjernes fra hjemmet.

Legetøj og leg

Leg er vigtig. Køb eller lav legetøj, og leg med katten flere gange om dagen – indtil den ikke gider mere. Brug papkasser til at bygge huler og flyt rundt på dem, så katten ikke keder sig. Du kan også gemme små portioner af tørfoder rundt i hjemmet, så katten skal “jage” sin mad. Der findes også aktivitetskugler, hvor katten skal trille kuglen for at få foderet ud. Det holder katten beskæftiget i lang tid.

Daglig pelspleje

De fleste katte nyder at blive børstet. Det styrker jeres bånd og hjælper samtidig med at holde pelsen sund.

Skal katten have en ven?

Hvis katten er social, kan det være en god idé at anskaffe en kat mere. Mange katte nyder selskab og leger, putter og vasker hinanden. Det er vigtigt, at kattene passer sammen og introduceres roligt og gradvist.

Gør hjemmet sikkert for katten

En indekat udfolder hele sit liv indendørs – og det stiller krav til sikkerheden:
  • Sikring af vinduer og altaner: Mange katte falder ned og kommer alvorligt til skade – nogle må aflives. En sikret altan eller løbegård er en god løsning.
  • Husk maskinerne: Tjek altid vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine, før du starter dem. Nysgerrige katte kravler ofte ind.
  • Pas på giftige stoffer: Malerrester, rengøringsmidler og medicin skal opbevares utilgængeligt for katten.
  • Øretatovering: Selvom katten ikke må gå ud, kan den komme til det. Hvis den er øretatoveret, har den langt større chance for at blive genforenet med sin ejer.